Og nu gider vi fa….e ikke snakke om det længere

Den åbenlyse er, at Eriksen er Danmarks suverænt bedste fodboldspiller og hæver niveauet på vores landshold markant. Og selvfølgelig vadede han bare ind og var verdensklasse, scorede, tævede et drømmehug på stolpen – og var en solstråle på en ellers ret trist dansk aften i Amsterdam

Men der er en anden særdeles lykkelig gevinst ved Eriksen-comebacket. Nemlig, at vi forhåbentlig snart slipper for at skulle tale om det forbandede hjertesvigt.

For efter at vi først græd af skræk, så græd af glæde, så i månedsvis var bekymrede for hans fodboldfremtid, så jublede over hans comeback-annoncering, dernæst gættede løs om hans klubfremtid, inden vi til sidst talte ned til et emotionelt landsholdscomeback, som så blev en klump-i-hals-oplevelse med scoringen lørdag – ja, så er jeg i den grad klar til at losse al snak om det kollaps hen, hvor solen aldrig skinner.

For jeg kan personligt snart ikke holde til at være følelsesladet mere. Samtlige følelser er i løbet af de seneste ni måneder vredet ud af mig – og jeg er klar til at komme videre. Jeg tror, at mange danskere har det ligesom mig.