Brøndby-tuneser er født i Danmark VM-møde bliver ambivalent

København. Brøndby-fodboldspilleren Anis Slimane er født og opvokset i Danmark, men spiller på Tunesiens landshold, og til november venter en speciel oplevelse.

Når Tunesien åbner VM-slutrunden i Qatar, sker det nemlig med en kamp mod Danmark.

– Jeg ser det med en ambivalent følelse. Det bliver en sindssygt fed kamp. Først og fremmest skal jeg udtages, men det håber jeg på. Og jeg glæder mig sindssygt meget til det, siger Anis Slimane til TV 2 Sport.

Den 21-årige midtbanespiller har tidligere repræsenteret Danmark på U19-niveau, men valgte i 2020 at stille op for Tunesien, hvor han har rødder.

Indtil videre har han optrådt 20 gange for nationen fra det nordlige Afrika, og han har bidraget med fire scoringer.

Tidligere i år var han med Tunesien til Africa Cup of Nations, hvor holdet nåede kvartfinalen, og til november og december kan han altså få VM-debut.

Danmark og Tunesien mødes 22. november på Education City Stadium, der har plads til cirka 45.000 mennesker. Anis Slimane har et klart råd til Danmark.

– Tunesien er kendt for at være et landshold, man ikke skal undervurdere. Det bliver nok undervurderet, fordi der ikke er de største stjerner. Men det er et kollektiv, der arbejder stenhårdt sammen, siger han til TV 2 Sport.

I denne sæson har Anis Slimane været fast mand på Brøndbys midtbane, hvor han i Superligaen har optrådt 22 gange.

I Europa League spillede han alle Brøndbys seks kampe.