De danske idrætsforeninger oplevede i 2020 et stort tilbagefald, men i 2021 steg antallet af medlemmer igen.
København. Medlemstallet i de danske idrætsforeninger stiger igen efter en tilbagegang på næsten 90.000 medlemmer i det første år af coronakrisen.
2021 bød på en fremgang på 12.101 medlemmer, så medlemstallet sidste år landede på 2.228.776.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI onsdag i en fælles pressemeddelelse.
Det er især udendørsidrætter som golf og fodbold, der sender det samlede medlemstal i plus hen over 2021, selv om året startede og sluttede med coronarestriktioner.
DIF-formand Hans Natorp noterer sig, at udviklingen atter går i den rigtige retning.
– Først og fremmest glæder vi os over, at frafald er vendt til fremgang trods endnu et år med corona. Der er stadig tabt terræn at genvinde i forhold til 2019-tallene, men vi er på rette vej, siger Natorp i pressemeddelelsen.
Coronakrisen kom til Danmark i marts 2020, hvilket i lange perioder begrænsede danskernes muligheder for at dyrke idræt i den resterende del af året.
Ved indgangen til 2021 var indendørsidrætten lukket helt ned, hvilket kan forklare, hvorfor idrætsgrene som gymnastik og svømning har oplevet medlemstilbagegang i det andet år med corona.
Restriktionerne var i 2021 mere lempelige, når det kom til udendørsidrætten, hvilket kan have bidraget til en stor fremgang for fodbolden.
Ifølge DIF og DGI steg antallet af fodboldspillere i de danske idrætsforeninger med 33.925 til i alt 355.147. Dermed er der nu flere fodboldspillere i Danmark end før coronakrisen.
Dansk Boldspil-Union (DBU) medtager færre i forbundets egen opgørelse. DBU har registreret 344.678 fodboldspillere i Danmark i 2021. Fremgangen lyder på 34.540 medlemmer.
Golf var også en højdespringer i 2021 med en fremgang på 10.625 medlemmer til i alt 168.125.
For at tælle med i DIF’s og DGI’s medlemsstatistik kræver det, at et medlemskab har varet i minimum tre måneder.