Inter vinder Milano-derby og er i pokalfinale

Med en 3-0-sejr over lokalrivalen AC Milan er Inter klar til finalen i Coppa Italia.For første gang i 11 år skal Inter spille finale i pokalturneringen Coppa Italia.

I den anden af to semifinaler mod AC Milan vandt Inter 3-0 over lokalrivalen. Da den første semifinale endte 0-0, var det altså Inter, som nappede finalebilletten.

Inter har vundet Coppa Italia syv gange. Den første pokaltitel kom i 1939, mens den seneste blev vundet i 2011.

I dette års finale venter enten Juventus eller Fiorentina. Den første semifinale mellem de to endte med en 1-0-sejr til førstnævnte i Firenze. Onsdag mødes de igen i Torino. Finalen spilles 11. maj på Stadio Olimpico i Rom.

Mens der altså ikke blev scoret i den første semifinale mellem Inter og AC Milan, så gik der kun tre minutter af den anden, før det blev 1-0.

Lautaro Martínez åbnede målscoringen, da han med en helflugter i feltet bragede bolden ind.

Argentineren var leveringsdygtig foran mål igen kort før pausen, da han efter en stikning ind i feltet prikkede bolden over Milan-målmand Mike Maignan til 2-0.

Ismael Bennacer så ud til at have skabt fornyet spænding, da han fra kanten af feltet sparkede bolden ind efter et hjørnespark.

I stedet lukkede Robin Gosens kampen, da han med sit første mål i Inter-trøjen gjorde det til 3-0 cirka ti minutter før tid.