Michael Mørkøv stiller fra fredag op i sit fjerde Giro d’Italia, men skal kun køre 13 etaper.
Michael Mørkøv kommer igen til at skulle hjælpe Mark Cavendish til store triumfer i en grand tour, når dette års Giro d’Italia løber af stablen.
I podcasten “Forhjulslir” fortæller den 37-årige cykelveteran, at han er udtaget til Giroen, som begynder fredag i den ungarske hovedstad, Budapest.
Quick-Step-danskeren skal som vanligt være sidste mand i holdets leadout-tog i Mark Cavendishs jagt på spurtsejre.
Mørkøvs deltagelse i Giroen bliver dog kun delvis. Det er således planen, at han blot skal køre de første 13 etaper, hvorefter Mørkøv vil rejse hjem og begynde sine forberedelser til Tour de France, der som bekendt starter i Danmark i år.
Mandag kom det frem, at Mattias Skjelmose er en del af det hold, Trek stiller op med i Giro d’Italia, som starter med tre etaper i Ungarn.