Nordmanden Erling Haaland kan nu kalde sig Manchester City-spiller fra næste sæson.
Klubben skriver på deres hjemmeside, at transfersummen og de andre endelige vilkår i den unge nordmands kontrakt ikke er offentliggjort, da klubben stadig mangler at forhandle det hele på plads med den 21-årige angriber.
Skiftet afhænger af, om Haaland kan blive enig med City om de personlige vilkår, oplyser den engelske klub.
Transferjournalisten Fabrizio Romano mener at vide, at Haaland har skrevet under på en kontrakt, der løber til 2027 og blandt andet vil indbringe nordmanden hele 375.000 pund om ugen – svarende til over 3,2 millioner kroner.
Dermed bliver nordmanden blandt klubbens bedste betalte og skulle ifølge Fabrizio Romano nu tjene det samme som Manchester Citys helt store stjerne, belgieren Kevin De Bruyne.
Transferjournalisten mener også at vide, at Manchester City vil betale Borussia Dortmund 60 millioner euro for at købe Haaland fri af hans nuværende kontrakt. Et beløb, der svarer til over 446 millioner kroner.
Dortmund oplyser, at klubbens ledelse forventer en positiv effekt på mellem 35 og 40 millioner euro i regnskabsåret 2022/2023 efter salget af Haaland. Det svarer til mellem 260 og 300 millioner danske kroner i runde tal.
Den tyske klub forklarer dog ikke, om den økonomiske opjustering svarer til det fulde beløb, som City betaler for nordmanden.
Den norske superstjerne har længe været rygtet til de største klubber i Europa, hvor han blandt andet er blevet rygtet til Real Madrid, Barcelona og Bayern München.
Bekræftelsen af Haalands skifte kommer efter et opsigtsvækkende interview med Manchester Citys manager, Pep Guardiola.
»Alle kender situationen. Jeg kan ikke lide at snakke om fremtiden og næste sæson. Jeg bør ikke sige noget, da Dortmund og City har sagt, at jeg ikke må sige noget, før aftalen er helt på plads,« sagde Guardiola på et pressemøde tirsdag.