Kvinder skal dømme herrernes VM-kampe for første gang

VM i Qatar, der løber af stablen i november og december, bliver det første verdensmesterskab, hvor kvinder er med til at styre løjerne.

Tre kvindelige dommere og tre assistenter er udtaget til slutrunden, oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i en pressemeddelelse.

Stephanie Frappart fra Frankrig, Salima Mukansanga fra Rwanda og Yoshimi Yamashita fra Japan får ansvaret for at fløjte inde på banen, mens brasilianske Neuza Back, mexicanske Karen Diaz Medina og amerikanske Kathryn Nesbitt er med som assistenter.

– Det her er resultatet af en lang proces, der begyndte for adskillige år siden med udviklingen af kvindelige dommere i Fifas junior- og seniorturneringer, siger formanden for Fifas dommerkomité, Pierluigi Collina, i meddelelsen.

– De fortjener at være med ved VM, for de præsterer konstant på et rigtig højt niveau, og det er en vigtig faktor for os.

– Som altid har vi kigget efter “kvalitet først”, og kampdommerne repræsenterer det højeste dommerniveau i verden, siger han.

Samlet set er 36 af verdens bedste dommere blevet valgt til VM-slutrunden i Qatar. 69 assistenter og 24 videodommere tager også turen til ørkenstaten.