Den franske angrebsstjerne Kylian Mbappe har forlænget sin kontrakt med Paris Saint-Germain.Det bekræfter klubben lørdag aften.
På Twitter har klubben lagt en video op med Mbappe og teksten “Kylian er Paris” og “Vores historie bliver skrevet her”.
Klubbens præsident, Nasser al-Khelaifi, bekræftede desuden aftalen på banen kort før holdets afsluttende kamp mod Metz i Ligue 1.
– Jeg er stolt over at give jer en smuk nyhed. Kylian Mbappe har skrevet under med Paris Saint-Germain til juni 2025, siger han ifølge Reuters.
Mbappe fik også lov at få ordet inden kampen.- Jeg er meget glad for at blive i Frankrig, i Paris, i min by, siger Mbappe ifølge AFP-
På trods af vedvarende rygter om et skifte til Real Madrid har Mbappe valgt at blive i den franske hovedstadsklub, som han har spillet for siden 2017.
Samarbejdet stod til at udløbe denne sommer, og 23-årige Mbappe har derfor frit kunnet forhandle med andre klubber.
Mbappe skiftede fra Monaco til PSG i sommeren 2017 og har siden bidraget med 168 mål i 216 kampe.