Alberto Bettiol troede, at han havde vundet i Schweiz Rundt, men det var Andreas Leknessund, der vandt etapen.
Efter et imponerende soloridt tog Andreas Leknessund fra Team DSM mandag sin største sejr i karrieren.
På den sidste stigning på 2. etape af Schweiz Rundt stak den norske cykelrytter af fra sine medudbrydere, og så endte det med et hidsigt forfølgelsesløb på de sidste 14 kilometer, hvor det mest gik nedad.
Andreas Leknessund satsede alt, mens feltet skruede tempoet voldsomt op. Men nordmanden formåede at holde forfølgerne stangen, inden han kørte over målstregen i ensom majestæt.
Andreas Leknessund kan nu prale af tre professionelle sejre. Tidligere har han vundet de norske mesterskaber i enkeltstart to gange.
»Det er utroligt. Jeg gav den fuld gas. Det sværeste var stigningen. Hvis jeg bare kunne holde forspringet, regnede jeg med, at jeg kunne nå til målstregen,« siger en glad nordmand.Et udbrud med syv ryttere slap afsted på etapens første kilometer, og gruppen udbyggede stille og roligt forspringet til feltet, hvor ingen hold i begyndelsen viste synderlig interesse i at hale lykkeridderne ind.
Da rytterne nåede stigningerne på sidste halvdel af etapen, blev tempoet skruet op i feltet. Men det gjorde det også i udbruddet, og hullet forblev på omtrent fire minutter.
Den 23-årige nordmand lagde alle kræfter i, luftede tungen i smerte og vred cyklen for at få mest mulig fart ud af den.
Forspringet skrumpede en lille smule på vej mod toppen af stigningen og endnu mere, da han rundede toppen og kørte nedad mod målstregen, men feltet kom aldrig tæt nok på.