Set i bakspejlet skulle jeg nok være stoppet før

Pernille Mathiesen havde aldrig været mere klar til at køre cykelløb, end hun var i starten af 2020. Det store mål hed OL, men så kom corona.

»Alt det, jeg havde arbejdet mega hårdt for hele vinteren, smuldrede stille og roligt. Jeg havde det rigtig svært i den periode, og jeg havde ikke motivation, og jeg havde ikke lyst til at træne,« fortæller det 24-årige cykelhåb til B.T.

Da pandemien langsomt havde lagt sig, startede de forskellige cykelløb igen, men Pernille Mathiesen havde ikke lyst til at køre.En følelse, hun aldrig havde oplevet før, og som hun skulle håndtere sammen med den spiseforstyrrelse, der pludselig blussede op.

»Pernille, det bliver jo ved, det her. Det er ikke bare en fase. Nu har du brugt to år, hvor du ikke har syntes, at det var sjovt, og du har kæmpet med en spiseforstyrrelse. Det går ikke bare ud over cyklingen, men også dit privatliv. Det er måske på tide at overveje at sige, at det var det,« lød det fra familien.

Cofidis-rytteren tog den svære beslutning, at nu skulle det være slut, og onsdag gjorde hun det officielt.

»Set i bakspejlet skulle jeg nok være stoppet før, men det er svært at sige, når man er i det,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har trukket den rigtig lang tid, fordi jeg aldrig rigtig har følt, at jeg var 100 procent afklaret med, at jeg skulle stoppe.«

For Pernille Mathiesen havde det aldrig været en mulighed at stoppe cykelkarrieren, men da spiseforstyrrelsen tog til, og motivation ikke var der, kunne hun ikke længere være i det mentalt.

»Den manglende motivation og spiseforstyrrelsen har jo gjort, at jeg mentalt ikke har haft det godt i lange perioder. På en eller anden måde nedbryder det en stille og roligt. Man får nogle hårde syn på sig selv og en masse dårlige oplevelser, der påvirker ens selvtillid og selvværd.«

Den nu tidligere landsholdsrytter er ikke i tvivl om, at cykelsporten har været med til at udvikle den spiseforstyrrelse, hun nu kæmper med.

Et massivt fokus på muskelmasse, fedtprocent og vægt gjorde, at Pernille Mathiesens syn på kroppen blev ødelagt. Hun følte sig nødsaget til at følge bestemte skemaer, der fortalte hende, hvad hun skulle spise og veje.

Trods karrierestoppet er det dog ikke helt slut med cyklingen, for hjemme i Silkeborg bor Pernille Mathiesen med sin kæreste, der er træner på et cykelhold.