Fodboldklubben Brøndby IF kan meget vel være på vej på udenlandske hænder. Klubben har informeret fondsbørsen om, at der er drøftelser med potentielle investorer, og flere medier har erfaret, at der er tale om en amerikansk investor, der allerede ejer flere sportsklubber.
Det vækker bekymring blandt Brøndby-fans, og det blev markeret tirsdag aften i forbindelse med Brøndbys pokalfinale for U17 mod FC Nordsjælland.Her mødte et trecifret antal Brøndby-fans op for at protestere mod et eventuelt salg af klubben til amerikaneren David Blitzer.
Samme aften sendte den store fanfraktion Alpha et åbent brev ud på sydsidenbrondby.dk:
– Der er i øjeblikket mange spekulationer omkring et salg af vores elskede fodboldklub Brøndby IF, der meget vel kan være på vej på udenlandske hænder. Vi er meget bekymrede over den udvikling og over, at det kan blive en realitet for vores klub, indledes det.
Fraktionen peger på, at der både i Danmark og i udlandet er mange eksempler på, at dårlig ledelse ødelægger fodboldklubber efter overtagelser.
– Nogle ruineres og udnyttes økonomisk, i andre ødelægges og distanceres forholdet mellem det professionelle setup og lokalmiljøet med bredden. Andre steder udslettes klubben fuldstændig, når alt fra navn til farver og historie ændres eller fjernes, skriver Alpha.