Jonas Vingegaard og Primoz Roglic er udset til at kæmpe om den gule trøje i Touren, oplyser Jumbo-Visma.
Det var nok de færreste, der væltede ned af stolen, da Jonas Vingegaard tirsdag blev udtaget til årets Tour de France.
Den vævre klatrer fra Glyngøre, der sidste år blev nummer to i det store cykelløb, var ét af i alt otte navne, som Jumbo-Visma har valgt at satse på.
Et hold, der ifølge DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard er ‘meget nøje udvalgt’ til den ambition, som holdet har. At vinde Tour de France.
– Det er et meget specialiseret hold med tre af de bedste cykelryttere i verden. Der skal noget mere på end et ‘allround-hold’, for det lyder så gennemsnitligt. Og det er det her hold meget langt fra, siger Brian Nygaard.
– Vi har flere ambitioner, så vi har udvalgt ryttere, som er de bedste i forskellige terræner, siger sportsdirektør Merijn Zeeman.
– Vi er nødt til at føre vores kaptajner sikkert gennem den første hektiske uge, men vi skal også være i stand til at gøre det svært for de øvrige Tour-favoritter i bjergene, siger han.
Planen er desuden, at Wout van Aert skal dyste om etapesejre og den grønne sprintertrøje.
– Wout fortjener også passende støtte i jagten på etapesejre samt den grønne trøje.
– Denne trup er fit og i vores optik i stand til at forfølge vores ambitioner på den bedst mulige måde, siger sportsdirektøren.