Norske fodboldkvinder indleder EM med storsejr

Der var klasseforskel i torsdagens EM-opgør mellem Norge og Nordirland, da de norske favoritter vandt sikkert med 4-1 over slutrundedebutanerne.

Norge og Nordirland er i gruppe med Østrig og hjemmebanefavoritterne fra England. Englænderne vandt onsdag 1-0 over Østrig.

At Norge var storfavoritter var også synligt fra kampens begyndelse.

Der var kun gået små ti minutter på St. Mary’s Stadium i Southampton, da det blev 1-0 til Norge. Julie Blakstad modtog bolden i venstre side af feltet og sparkede den køligt ind ved nærmeste stolpe.

Kun et par minutter senere jublede nordmændene igen. Efter et sløj aflevering af Nordirlands målmand ud til forsvaret opsnappede nordmændene bolden, og efter at have udspillet den nordirske bagkæde kunne Frida Maanum sparke bolden i et stort set tomt mål til 2-0.

Der var spillet en halv time, da Norge fik tilkendt et straffespark efter arm på bolden. Det var Barcelona-spilleren Caroline Hansen, der skulle sparke – og hun skuffede ikke.

Hvert fald lige indtil starten på anden halvleg. For Nordirland kom optimistisk ud fra pausen, og efter kun cirka fem minutter blev der reduceret. Efter et hjørnespark headede forsvarsveteranen Julie Nelson bolden ind til 1-3.

Håbet om et comeback levede dog ikke ret længe for nordirerne. Fem minutter efter reduceringen scorede Guro Reiten til det, der altså endte med at være slutresultatet, 4-1, på et direkte frispark.

Danmark spiller sin første kamp ved EM fredag mod Tyskland.