Pogacar tager sejren efter tæt duel med Jonas Vingegaard

På toppen af La Planche des Belles Filles var der kun to tilbage. Danske Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.

Desværre måtte Vingeaard se sin slovenske modstander tage sejren på de sidste meter. Pogacar beholder den gule trøje for nu, men danskeren ligner efter etapen den eneste reelle udfordrer til den samlede sejr.

For foden af La Planche des Belles Filles stod datteren Frida, kæresten Trine Marie og svigermor Rosa klar med en kort, men kærlig hilsen, inden Jonas Vingegaard efter få minutter måtte stikke tilbage i bussen og køre mod rytterhotellet.

Der var ikke noget ærgrelse at spore over, at den sensationelle sejr over Tadej Pogacar på de sidste meter blev vekslet til en andenplads.

Mens de fleste danskere var midt i ellevild Jonas-jubel, da thyboen pludselig tabte tråddet og Pogacar strøg forbi, tog Trine Marie – som også er mangerer for sin kæreste – det mere roligt.

»Åhh, ja – Pogacar er stærk på de her slags etaper. Så man kan aldrig vide sig sikker. Derfor tog jeg det egentlig ret roligt, for det var egentlig også det, vi havde regnet med. Men det var da lidt bittert.«

Hun er overbevist om, at Tadej Pogacar – trods sin sejr – fik et chok over Vingegaards angreb. Et chok, der har sat sig i sloveneren.

»Det her viser, at han er modig, og at han tør udfordre Pogacar. Nu kan Pogacar ikke vide sig sikker. Det er lige præcis det mentale spil, som er rigtig vigtigt på det her tidspunkt i Touren.«

Lørdag fortsætter Tour de France med en kuperet etape på 186,3 kilometer med mål i schweiziske Lausanne. Jonas Vingegaard er toer i klassementet – 35 sekunder efter Tadej Pogacar.