Danmark var millimeter fra at smide sin 1-0-føring mod Finland i EM-skæbnekampen mod Finland.
Efter en forfærdelig indledning på slutrunden i England fik kvindernes fodboldlandshold tirsdag aften oprejsning。
Efter tung dominans kampen igennem vandt danskerne med 1-0 over Finland. Pernille Harder blev den store helt, da hun midtvejs i anden halvleg headede bolden i det finske net.
Et finsk skud tordnede mod målhjørnet i den dybe overtid, men så sprang den danske landsholdsmålmand, 22-årige Lene Christensen, helt op i krogen og vippede forsøget ud til et hjørnespark – som hun overlegent også nappede ned i favnen.
Landstræner Lars Søndergaard var ikke så forbavset over redningen fra Lene Christensen.
»Det kommer ikke en gang bag på mig. Hun har et højt niveau, som man kan se, og dem, der nu kritiserer kvindefodbold og snakker om, at målmændene ikke er ret gode, de bør bare se den her redning.«
»Hun er god, og lige efter hev hun det der hjørnespark ned, som vi havde brug for. Hun kan også lave fejl, men hun er en up and coming-målmand, og hvis hun kan holde sig skadefri, så kan hun blive en top-målmand,« siger en meget tilfreds landstræner.
Den 22-årige målmand står normalt for norske Rosenborg, men hun har ikke lagt skjul på, at hun gerne vil vise sig frem for større klubber ved sommerens EM.
»Jeg føler, jeg har fået vist mig godt frem. Det er en stor scene her ved EM, og jeg er meget tilfreds med, at jeg har vist, jeg kan spille med på så stor en scene.«
Danmark spiller lørdag mod Spanien i den sidste og afgørende EM-gruppespilskamp.