Lewandowski er på plads i Barcelona

Fodboldklubberne FC Barcelona og Bayern München har tirsdag formelt fuldført handlen med den polske angriber Robert Lewandowski, der skifter til Barcelona på en fireårig kontrakt.Det meddeler den spanske storklub på sin hjemmeside.

Lørdag i sidste uge kom det frem, at klubberne var enige om en handel, der sender den 33-årige angriber til Spanien.

Siden har Robert Lewandowski været en tur i Miami i USA, hvor FC Barcelona i øjeblikket er på turné.Her har han blandt andet gennemgået et lægetjek.

FC Barcelona meddeler, at klubben har betalt 45 millioner euro, cirka 335 millioner kroner, for Robert Lewandowski, der havde kontraktudløb i Bayern München næste sommer.Transfersummen kan stige med yderligere fem millioner euro, cirka 37 millioner kroner.

Hvis en anden klub skulle få lyst til at hente målmageren, skal den hoste op med intet mindre end 500 millioner euro, hvilket svarer til cirka 3,7 milliarder kroner.