Selvom Jonas Vingegaard ikke kunne hamle op med Tadej Pogacars vilde acceleration på de sidste meter af 17. etape, formåede danskeren kun at tabe det absolutte minimum til sin rival.
Fire bonussekunder var den eneste gevinst for Pogacar i klassementet, hvor Vingegaard stadig har et forspring på hele to minutter og 18 sekunder til den forsvarende Tour-vinder.
Selvom UAE lagde et voldsomt pres på Vingegaard og Jumbo-Visma-holdet på etapen, hvor den danske stjerne var helt alene i mange kilometer på den sidste stigning, formåede Vingegaard at holde stand. Det får flere danske ryttere i Tour-feltet til at tro på, at den samlede sejr er så godt som hjemme for Vingegaard.
-Jeg tror, at Vingegaard vinder. Men det er stadig spændende og Jumbo-Visma skal stadig være på dupperne. siger Andreas Kron (Lotto Soudal).
Danskeren forsøgte ellers på de sidste hundrede meter at trække fra Tadej Pogacar, der svarede igen og overhalede danskeren kort før målstregen.
– Jeg tror, at det var lidt for eksplosivt til sidst, så jeg er egentlig bare glad for at kunne følge med og kun tabe fire sekunder, siger Jonas Vingegaard.