Lingard på plads i Premier League-klub

Jesse Lingard skal fremover tørne ud for Premier League-oprykkerne fra Nottingham Forest.

Nottingham Forest er for første gang i 23 år at finde i Englands bedste fodboldrække, og til at hjælpe klubben godt i gang med sin nye tilværelse er Jesse Lingard stødt til.

Den tidligere Manchester United-spiller er torsdag blevet præsenteret som ny spiller i Nottingham Forest, som ikke betaler noget for Lingard. Hans kontrakt med Manchester United udløb således 30. juni.

Således har oprykkerne fra Nottingham Forest nu bekræftet, at man har indgået en aftale med den 29-årige Lingard, der nåede at spille 231 kampe for Manchester United.

Lingard gjorde det godt som lejesvend i West Ham i foråret 2021, men i sidste sæson blev det ikke til meget spilletid i Manchester United, hvor Lingard blot startede inde i to ligakampe.

Ifølge The Athletic har Jesse Lingard underskrevet en et-årig kontrakt med Nottingham Forest. Offensivspilleren flyver fredag til Tyskland, hvor Nottingham Forest skal spille en træningskamp mod Union Berlin.

Nottingham Forest indleder Premier League-sæsonen med en udekamp mod Newcastle den 6. august.