Hollandsk ikon spurter sig til etapesejr i den gule trøje

Efter en hård dag i kuperet terræn snuppede hollandske Marianne Vos (Jumbo-Visma) sejren på 6. etape af Tour de France Femmes.

Den 35-årige veteran, der kører i løbets gule førertrøje, åbnede selv spurten og henviste Marta Bastianelli (UAE) til andenpladsen.7

Det er anden gang i løbet, at Marianne Vos vinder en etape. Hun vandt også 2. etape og kan nu prale af hele 242 professionelle sejre.

Med sejren satte hun ti bonussekunder ind på kontoen, hvilket betyder, at forspringet ned til italienske Silvia Persico (Valcar) er øget til 30 sekunder.

Løbets helt store sprintstjerne Lorena Wiebes (DSM) var ikke med feltet hjem, fordi hun styrtede tidligere på etapen, og derfor var der plads til, at nogle af de andre hurtige ryttere kunne få en etapesejr.