Normalt kører Mads Pedersen og Michael Mørkøv og kæmper mod hinanden om positionerne, når store cykelløb skal afgøres i massespurter.
Men når Danmark i den kommende uge drager til EM i landevejscykling i Tyskland, skal de to sammen sørge for dansk guld.
Pedersen og Mørkøv er blandt de otte ryttere, der onsdag er blevet udtaget til landsholdet, skriver Danmarks Cykle Union (DCU) i en pressemeddelelse.
– Holdet er bygget op omkring Mads Pedersen, som må regnes blandt favoritterne til herrernes linjeløb, siger landstræner Anders Lund.
– Holdets vigtigste opgave bliver at få Mørkøv og Pedersen ind til spurten i en god position. Jeg er glad for at kunne præsentere så stærkt et hold.
Mørkøv har i en årrække vist sig som en af verdens bedste leadoutryttere – altså rytteren, som afleverer sprinteren til spurt få hundrede meter fra mål.
Pedersen, der er tidligere verdensmester, har hentet adskillige sejre i spurter. Til daglig kører de for henholdsvis Quick-Step og Trek.
Det danske hold til herrernes EM i landevejscykling er: Mads Pedersen, Michael Mørkøv, Mikkel Bjerg, Mathias Norsgaard Jørgensen, Mikkel Frølich Honoré, Frederik Wandahl, Lasse Norman Hansen, Johan Price Pejtersen.
På herrernes enkeltstart stiller Danmark 17. august med Mikkel Bjerg og Morten Hulgaard. Hos kvinderne skal Emma Norsgaard også køre enkeltstart samme dag. Der udtages yderligere en rytter efter weekenden.
I kvindernes landevejsløb skal Emma Norsgaard sammen med Amalie Dideriksen, Julie Leth og Marita Jensen i aktion 21. august. Her udtages også yderligere to ryttere efter næste uges Tour of Scandinavia.