Randers FC er som det eneste hold i Superligaen fortsat ubesejret, efter at holdet søndag vandt 1-0 over Viborg FF på Cepheus Park i Randers i sjette spillerunde.
Den kun 18-årige angriber Filip Bundgaard stod for kampens enlige scoring kort efter pausen.
Efter kampen er han lykkelig over sin rolle i kampen.
– Det er fantastisk at få lidt medvind. Jeg har kæmpet hårdt for at nå hertil, og det er fantastisk at få lov til at få en startplads, siger Bundgaard.
Scoringen i søndagens opgør mod Viborg var blot danskerens fjerde mål i 39 optrædener for Randers, men det holder ham ikke fra at have stor tiltro til sig selv.
Angriberen optrådte i sidste sæson 16 gange for randrusianerne, men lykkedes aldrig med at finde frem til netmaskerne.
Omvendt har han allerede nu scoret to mål i fem kampe i indeværende sæson.
– Jeg er lykkelig over, at jeg også nu kan begynde at bidrage med flere mål til holdet, og jeg vil selvfølgelig arbejde efter at udvikle mig endnu mere og forhåbentlige lave endnu flere mål, siger han.