Brøndby har købt sin angriber, og det er blevet ham, som lå nummer et på listen over emner – Ohi Omoijuanfo.
At den norske angriber har skrevet under på en treårig aftale på Vestegnen og bliver købt for lidt under 1,2 millioner euro. Præcist 8,5 millioner kroner.
Skiftet fra Røde Stjerne blev meldt så godt som på plads af serbiske medier sent mandag aften, havde de blågule lagt det sidste bud på bordet foran den 28-årige angriber, og han fik et døgn til at beslutte sig.
Nu har han vendt tommelfingeren opad, efter Brøndby længe har vist interesse, fortæller han selv til klubbens hjemmeside.
– Brøndby IF har igennem hele forløbet vist stor interesse for mig, og det har betydet meget for mig, så jeg er glad for, at skiftet endelig lykkedes. Med den erfaring jeg har med mig, så er jeg sikker på, at jeg kan hjælpe holdet, så jeg glæder mig rigtig meget til at møde og lære holdkammeraterne at kende og til at komme i kamp i Superligaen.
Den nye angriber kan debutere allerede i den kommende weekend, siger Brøndbys sportsdirektør, Carsten V. Jensen.
– Med Ohi får vi en angriber, som har sin klare styrke i boksen tæt under mål, og som uden tvivl vil give os flere muligheder i front. Han er en erfaren angriber, som med det samme kan hjælpe holdet med sine kvaliteter. Vi har fulgt Ohi tæt de seneste år, og nu opstod muligheden for at hente ham til Vestegnen, så nu ser vi frem til, at han på torsdag træner med første gang og bringer sig i spil til søndagens kamp mod AC Horsens.
Ohi Omoijuanfo er i glimrende form for Røde Stjerne, og han scorede i den seneste ligakamp, han spillede for den serbiske storklub. I sidste sæson scorede nordmanden 27 mål i 29 kampe for Molde.