Vingegaard vender tilbage ved kroatisk etapeløb

Jonas Vingegaard kører sit første reelle cykelløb siden Touren, når han stiller op til etapeløbet Cro Race.

Over for Ekstra Bladet bekræfter hans hold, Jumbo-Visma, at Vingegaard er på startlisten til etapeløbet Cro Race i Kroatien sidst på måneden.

Det er et etapeløb over seks etaper, som indledes 27. september.

I sommer bjergtog han hele Danmark, da han vandt Tour de France, der udover et showløb i Holland tilbage i august ikke har kørt cykelløb, siden han kunne lade sig hylde på Champs-Élysées som nykåret Tour de France-vinder.

Løbet i Kroatien tjener som forberedelse til Vingegaards store mål i efteråret, cykelmonumntet Lombardiet Rundt. Det køres 8. oktober.

Jumbo-Vismas sportsdirektør Merijn Zeeman fortæller til Ekstra Bladet, at Vingegaard for tiden træner i Spanien.

– Først havde han noget god træning i Danmark, og så tog han til Spanien for noget hård træning i bjergene. Han træner der nu. Han forbereder sig til sit store mål, Lombardiet Rundt, siger Zeeman til avisen.

Han tør ikke love, at Vingegaard vil være i samme form, som da snuppede Tour-sejren, men han er ikke i tvivl om, at nogle løbskilometer i benene i Kroatien vil gøre ham stærk til klassikeren i Lombardiet.