Med to langskudmål fra kanten af feltet besejrede Kroatien her til aften Danmark 2-1 og overtog dermed førstepladsen i puljen i Nations League, et point foran danskerne.
Kroaterne scorede kort efter pausen til 1-0. Efter et hjørnespark, som ikke blev clearet ordentligt, endte bolden hos backen Borna Sosa, som iskoldt placerede sit indersideskud helt nede ved stolpen til højre for Kasper Schmeichel.
Med 13 minutter tilbage kom udligningen. Christian Eriksen blev spillet fri et par meter uden for feltet, og med tid og plads sparkede han bolden kontrolleret op i hjørnet.
Kroaterne svarede hurtigt igen. Ved det efterfølgende angreb skød den indskiftede Lovro Majer bolden ind i højre hjørne uden for Schmeichels rækkevidde.
Dermed var Danmark atter i den jagtende rolle, men denne gang uden at være i stand til at komme med et modsvar på måltavlen.
Og for Christian Eriksens vedkommende var det et opgør, som han mener, at de klarede sig godt i trods nederlaget.
– Bittert, synes jeg. Jeg synes egentlig, at vi har en forholdsvis lige kamp, og indtil de scorer, der får de mere overtag, siger han og fortsætter:
– I første halvleg er vi fint med og laver nok muligheder i forhold til dem – og så scorer de på et dårligt tidspunkt, så det er lidt en blandet følelse i løbet af kampen, lyder det fra Christian Eriksen.
– Personligt laver jeg mange fejl, som gør, at de kommer i spil i nogle farlige i situationer. Så det er småting, som gør, at vi ikke er gode nok, forklarer Eriksen.
Han kan dog glæde sig lidt over, at det var ham, der stod for det enlige danske mål, hvor han fik sendt den ind fra distancen.