Flytter Jonas Vingegaard til Dubai for at sole sig i et mere behageligt skattetryk? Og kunne den danske cykelstjerne finde på at dyrke en karriere, som stjerne på de sociale medier, når han stiller jernhesten i garagen?
Det forsøgte Jonas Vingegaard at svare på, da DR Sporten udfordrede Tour de France-vinderen med en bjergetape bestående af 11 præmisser.
Men går du og håber, Jonas Vingegaard vil gøre Rosa Kildahl kunsten efter, bliver du skuffet. For den danske cykelstjerne har ikke planer om at springe ud som tv-stjerne, når karrieren en dag er slut.
»Når jeg er færdig med min karriere, tror jeg, at jeg holder et lowkey liv. De kan lige så godt give op (med invitationerne, red.), for det kommer ikke til at ske,« siger Jonas Vingegaard med et grin.
Han slipper dog ikke helt for mere opmærksomhed. For da han vandt årets Tour de France, var det med streamingtjenesten Netflix med på sidelinjen, og i løbet af 2023 kommer der en dokumentarserie.
Dermed kommer der alligevel et lille mærkat som tv-stjerne på den danske Tour-vinder, og selvom Jonas Vingegaard sagtens kunne undvære det, erkender han også, at det ‘nok er det, der kommer til at ske’.