Holdet skulle fejre sæsonen. En sæson, hvor Mads Pedersen og Magnus Cort ikke blot havde kørt sammen, men også mod hinanden.
To store egoer var stødt sammen, og det kulminerede i et større drama. De to holdkammerater – og konkurrenter – endte i direkte håndgemæng.
»Jeg var led og ked af, at han var en nar, og han var lige så led og ked af at få at vide, han var en nar, og syntes helt sikkert også, at jeg var det. Da der var kommet sprut under vesten, endte det i korporligheder,« skriver Mads Pedersen i sin nye bog.
Ifølge den tidligere verdensmester kunne de to ryttere ikke være i samme rum, uden der blev ‘krydset klinger’. En beskrivelse, som ifølge Mads Pedersen bunder ud i, at begge ryttere havde en stor mængde selvtillid.
Corts var ifølge Mads Pedersen en anelse større.
Særligt en episode – fra Post Danmark Rundt samme år – fik Mads Pedersen til at rase. Magnus Cort havde vundet løbets første etape, og så …
»Vi havde kørt som sindssyge hele dagen for ham, og efter etapen sad vi bag i Skeldes kassevogn og klædte om. Så kom Magnus ind iført den gule førertrøje og stillede sig mellem os. ‘Så kan I godt lakere min cykel gul til i morgen, og der skal stå ‘Guldfuglen’ på den, og det må I også godt kalde mig fra nu af’, erklærede han,« gengiver Mads Pedersen i sin bog.
I dag har de to tidligere holdkammerater et bedre forhold til hinanden.
»Han er faktisk en skidefin fyr,« bemærker Mads Pedersen, nu hvor alderen har modnet dem begge.
Magnus Cort lader også til at have lagt episoden bag sig.
»Jeg erindrer ikke den beskrevne episode ved holdafslutningen i 2014. Jeg anerkender og respekterer Mads P. både som cykelrytter og som menneske.«
»Jeg afviser til gengæld ikke, at jeg i mine unge år skulle have fyret en kæk bemærkning af efter at have opnået sportslig succes.«
Mads Pedersens bog, ‘Mads P – væddeløber og verdensmester’, udkommer onsdag 12. oktober på Politikens Forlag.