Ikke sikkert, at Vingegaard skal køre Tour de France

Det er nemlig slet ikke sikkert, at den danske Tour-vinder stiller op.Det fortæller Jumbo-Vismas sportsdirektør, Merijn Zeeman, til VeloNews.

»Det er ikke besluttet endnu, om Jonas vil deltage i Touren. Jonas er på ferie nu, og når han kommer tilbage, vil jeg også gerne høre hans ideer,« siger han og fortsætter:

»Selvfølgelig er det ret åbenlyst, at når du vinder den gule trøje, så skal du forsvare den året efter. Så jeg vil sige, at det er ret oplagt, men det er ikke en beslutning, som er truffet. Jeg vil gerne diskutere alle disse ting med Jonas og de andre trænere.«

Det er ikke meget, danskerne har set til den 25-årige Jonas Vingegaard siden Tour-triumfen i sommer. Blandt andet droppede han at køre VM.

»Jeg har slappet af. Jeg tog en måned fri og nød livet. Jeg har trænet i Spanien den sidste måned for at forberede mig på sidste del af sæsonen,« sagde den danske cykelstjerne på et pressemøde i slutningen af september forud for CRO Race.

I slutningen af måneden venter løbet Tour de France Singapore Criterium, hvor Tour-stjernerne bliver inviteret til Singapore for at køre med lokale ryttere fra Asien. Ud over Vingegaard deltager også Mark Cavendish i løbet.