Tour de France-ruten i 2023 går opad, opad og opad

Tour de France kan desværre ikke starte i Danmark hvert år, så i 2023 lægger Baskerlandet asfalt til starten. Og sidste etape er, som altid, på Champs-Elysees i Paris. Så meget har stået klart i lang tid.

Hvilke bjerge skal feltet over, hvor mange kilometer enkeltstart byder franskmændene på – og for danskerne, hvor kan Jonas Vingegaard sætte sine konkurrenter til vægs?

Alle disse spørgsmål kunne Tour-chef Christian Prudhomme i dag besvare i Paris, da han løftede sløret for den kommende Tour-rute.

Og det bliver en rute, der byder på flere hårde bjerge.

6. etape byder på både Col d’Aspin, Col du Tourmalet, inden etapen slutter på den 16 kilometer lange Cauterets-Cambasque.

På 9. etape rammer feltet Puy de Dome, som er en brutal stigning, der rammer tocifrede stigningsprocenter de sidste fire kilometer. Måske her får vi de første tegn på, hvem der kan vinde Touren.

13. etape slutter på toppen af Grand Colombier, som holder et gennemsnit på 7 procent over 17 kilometer.

Herefter følger løbets eneste enkeltstart, på 16. etape, som er 22 kilometer lang. Den slutter opad, og ligner ikke nødvendigvis en lækkerbisken for tempospecialisterne.

17. etape ligner en modbydelig sag, hvor feltet skal passere løbets højeste punkt, den voldsomme Col de la Loze, som i den version, der her skal forceres, byder på uafbrudt stigning i cirka 35 kilometer.

Og højdemeterne kommer der allerede masser af i første uge for Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og resten af feltet.

Thomas Bay understreger, at det fortsat er Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, der er de to helt store forhåndsfavoritter.