Dansk Tour-start hyldes i udlandet

Cykelfans glemmer aldrig sommeren 2022 i Danmark.

For da cykelsportens største stjerner i sommer trillede rundt på de danske landeveje under Tour de France-starten, blev de i tre dage mødt af et ellevildt menneskehav, som skabte historiske scener under løbet.

Og den allerede ikoniske Grand Départ i Danmark er da også noget, som nu har fået spalteplads i den store franske sportsavis L’Équipe.

»Det var spændende at se, om sommeren i Danmark kunne hamle op med Tour-starten i Yorkshire i 2014 i forhold til, hvem der leverede den vildeste start i løbet af de sidste ti år. Englænderne har dog efter nøje overvejelser stadig en lille føring, men danskerne kravler op på andenpladsen helt uden konkurrence,« skriver L’Équipe og fortsætter:

»Mens enkeltstarten blev afviklet i regnvejr i København, var resten af ​​weekenden i landet storslået. Der var et stort, varmt og meget respektfuldt publikum, som indtog haverne og holdt fester langs vejene. Magnus Cort, den skæggede og neonlyserøde ballademager fra EF-Easy Post, blev en lokal helt takket være sin erobring af den prikkede bjergtrøje.«

Efter Magnus Cort havde stjålet alle overskrifter de første dage af årets Tour de France, fortsatte den rød-hvide jubel hele vejen til Paris, hvor Jonas Vingegaard strøg hele vejen til tops og triumferede i den gule trøje.