Cykellegenden Davide Rebellin er død, efter han blev kørt ned af en lastbil på en træningstur.
Han blev 51 år gammel og havde netop stoppet karrieren.
Rebellin indstillede i oktober en meget lang professionel karriere, der indbragte flere klassikersejre.
Ifølge italienske medier blev Rebellin under en træningstur på sin cykel nær Vicenza ramt af en lastbil.
Politiet efterforsker fortsat omstændighederne omkring ulykken og arbejder på at identificere lastvognens fører, som kørte fra ulykkesstedet efter kollisionen.
Italieneren har i sin næsten 30 år lange karriere vundet store cykelløb som Liège-Bastogne-Liège, Amstel Gold Race og Paris-Nice samt etapesejre i Giro d’Italia.
I 2008 blev han nummer to ved OL i Beijing, men han fik senere frataget sølvmedaljen på grund af doping.