Messi kan spille, indtil han er 50 år, siger holdkammerat

Der er noget, der peger på, at 35-årige Lionel Messi kommer til at spille sin sidste VM-kamp nogensinde på søndag, når Argentina går ind til finalen mod Frankrig. Det har Messi også selv nævnt, men hvis det står til målmand Emiliano Martinez, så kan stjernen godt glemme det.

Den argentinske målmand Emiliano Martinez er imponeret over sin anfører, Lionel Messi.

Det fortæller han i et interview til Footballers Lives.

– For mig kan han spille, indtil han er 50 år. Han ser virkelig skarp ud. Han får tingene til at se lette ud – det er det sværeste at gøre.

– Folk respekterer Messi mere end præsidenten. Folk ville blive hjemme 24 timer, hvis han bad dem om det. Han er nummer et, en hård arbejdsmand og inspirerende for alle, siger den argentinske Aston Villa-keeper.

Selv gjorde Messi dog overfor Reuters det klart, hvordan han ser på fremtiden.

– Jeg er meget glad for at kunne opnå dette. At færdiggøre min VM-rejse ved at spille min sidste kamp i en finale. Der er mange år til næste VM, og jeg tror ikke, jeg kommer til at kunne spille i den. At slutte sådan her er også bedst, sagde Messi efter semifinale-sejren over Kroatien.