Erling Haaland kåret til Norges største sportsstjerne

Den norske avis VG kårer ved juletid hvert år de 100 største norske sportsnavne. Og i år er det fodboldspilleren Erling Haaland, der topper listen.

Mens en række af de største spillere i verden brugte dele af november og december på at spille fodbold i Qatar til VM-slutrunden, så var Haaland ikke afsted, da Norge ikke kvalificerede sig.

Han ser det dog som en god ting, at han ikke var med.

– VM-pausen har været rigtig god for mig. Jeg føler mig mentalt meget skarp. Det må jeg sige, og jeg er klar til anden halvdel af turneringen. Det bliver fedt, lyder det fra Erling Haaland.

Derudover kommer han også ind på sin diæt, som han ikke har ændret på efter ankomsten til England, hvor der er fristelser som fish and chips.

– Jeg har ikke spist fish and chips efter, at jeg er kommet her til, og jeg har heller ingen planer om at gøre det, fordi jeg ikke tror på, at det er det bedste for mig, siger han og fortsætter:

– Jeg gør de samme ting. Jeg prøver på ikke at tænke for meget, og jeg prøver på at have gode rutiner og gøre de simple ting på den bedste måde hver dag, så det kommer automatisk, fortæller City-angriberen.