22-årige Sebastian Hausner skifter fra AGF til svenske IFK Göteborg.
Superligaklubben oplyser på sin hjemmeside, at midtstopperen er blevet solgt, men det kommer ikke frem, hvor meget aarhusianerne har fået for ham.
Hausner kom til AGF i 2015 og har tilbragt hele sin hidtidige seniorkarriere i det østjyske. Nu rykker han videre.
AGF’s cheftræner, Uwe Rösler, påpeger, at Hausner har haft svært ved at få spilletid i denne sæson.
– Sebastian har vist en professionel indstilling gennem hele vores tid sammen i AGF. Han var meget uheldig at brække tåen i begyndelsen af sæsonen, og bagefter var det svært for ham at bryde ind i startopstillingen.
– Men han har altid støttet sine holdkammerater og trænerstaben og har vist en stor kærlighed til AGF. Han vil blive savnet af hele klubben, og jeg er sikker på, at han vil få en succesfuld tid i Göteborg, siger træneren til AGF’s hjemmeside.