Tilbagevendt angrebsstjerne giver Juventus oprejsning

Massimiliano Allegri har ført den italienske storklub Juventus til fem mesterskaber, men nu frygter fodboldbossen, at hans klub kan ende med at rykke ned.

Men efter en stensikker 3-0-sejr må man konstatere, at trænerens noget dramatiske udmelding er blevet modereret en hel del.

For selv om storklubben har fået fratrukket 15 point efter skrivebordsfusk, ligner den hverken i tabellen eller på banen en nedrykker.

Det skyldes også, at Allegri nu atter råder over den serbiske angrebsstjerne Dusan Vlahovic, der omsider er kommet sig over den skade, han slæbte med hjem fra VM i Qatar.

Mod Salernitana scorede Vlahovic to af sit holds tre mål og ligner en klar forstærkning, hvis han kan holde sig fri af skader i foråret.

Sejren var Juventus’ første i ligaen siden 7. januar.

Holdet rykker op på tiendepladsen og har 12 point ned til Verona under nedrykningsstregen.