Giroud hiver Milan ud af dyndet i Serie A

Der er lys for enden af tunnelen for AC Milan.

Storklubben fra Milano har kæmpet gevaldigt med resultaterne i 2023, men måske er det ved at vende.

Fredag tog Milan tre point, da Torino blev slået med 1-0 på et mål af den franske målræv Olivier Giroud.

Det er første gang siden 4. januar, at Milan kan fejre en sejr. I mellemtiden er det blevet til to uafgjorte og tre nederlag i Serie A, ligesom Milan er røget ud af pokalturneringen og har tabt i den italienske Super Cup.

Olivier Giroud gjorde det til 1-0 lidt over et kvarter inde i anden halvleg. Efter et indlæg fra landsmanden Theo Hernández pandede Giroud bolden ind.

Det var nok for Milan, der dermed fik sat en stopper for den ringe stime, holdet har været inde i.

Med sejren springer Milan fra sjettepladsen og op som nummer tre. I hvert fald for en stund. Alle de tre hold, Milan overhaler, skal nemlig i aktion lørdag og kan så altså sende milaneserne ned igen.

Milan har 41 point, hvilket er 15 færre end det suveræne tophold Napoli.