Tadej Pogacar knuser konkurrenterne – igen

Ingen kunne følge Tadej Pogacar, da sloveneren klatrede sig til sejren på 1. etape af Ruta del Sol.

Det viste den slovenske cykelstjerne igen onsdag på 1. etape af det spanske cykelløb Ruta del Sol.

Med over fem kilometer til toppen af etapens sidste stigning stak han i ubesværet stil af, og konkurrenterne måtte strække våben.

Santiago Buitrago (Bahrain Victorious) var den eneste, der kortvarigt kunne holde hjul, da Tadej Pogacar trådte an. Men da sloveneren fik øje på, at han havde colombiansk følge, skruede han et par watt op, og så var han mutters alene på bjerget.

Da han nåede toppen, skulle han forcere en mindre nedkørsel, og det gjorde han i sikker stil, inden han rakte armene i vejret og fejrede sin anden sæsonsejr ud af to mulige.

Dermed følger Tadej Pogacar fornemt op på den præstation, han leverede tidligere på ugen. Med et soloridt på over 42 kilometer distancerede han mandag alt og alle i det lille spanske etapeløb Clasica Jaén Paraiso Interior.