Gustav Isaksen brændte banen af mandag aften, da han scorede et verdensklasse hattrick i Midtjyllands 4-0 sejr over Viborg, og Isaksen selv synes bare, det hele er fedt.
Med sejren hopper FCM helt op på Superligaens fjerdeplads med 26 point. Før kampen lå FCM nummer ni. Viborg er fortsat nummer to med 32 point.
Gæsterne fra FCM kom aggressivt ud til kampen, og allerede efter fem minutter lå bolden i netmaskerne.
Et hurtigt kontraangreb endte for fødderne af nyindkøbte Emam Ashour, der prikkede bolden i mål i sin superligadebut.
Viborg var mest i boldbesiddelse, men værterne havde svært ved at spille sig gennem rivalernes defensiv, hvor FCM stod stærkt.
FCM fortsatte med at lukrere på kontraangreb med hurtige Isaksen som katalysator.
Kampbilledet fortsatte frem mod pausen, hvor Albert Capellas’ tropper var i fuld kontrol, og midtjyderne var komfortable med at stå dybt og afværge Viborgs kombinationer.
Anden halvleg startede præcis som første med en lynhurtig FCM-scoring.
Endnu engang var det efter et kontraangreb, og denne gang var det Gustav Isaksen, der lagde bolden op i hjørnet med det kolde højreben.
Gustav Isaksen fortsatte med at drive gæk med Viborgs defensiv, og 20 minutter senere havde han udbygget til både 3-0 og 4-0 på to flotte langskud, der begge gik ind via stolpen.
En imponerende indsats af Isaksen og et gevaldigt tabelhop til FCM.