Real Madrid leverer vanvittigt comeback mod Liverpool

Anfield var i ekstase. Et drømmemål af Darwin Nuñez og en scoring efter en megabrøler af Thibaut Courtois havde sendt Liverpool i front med 2-0 mod Real Madrid i det første opgør i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Der var lagt i kakkelovnen til revanche fra sidste års 0-1-finalenederlag. Men så krakelerede det hele, og Liverpool har næsten et ben ude af turneringen, efter at Real Madrid snuppede en vanvittig sejr på 5-2 i en skør kamp med kæmpe målmandsbrølere og en sløj Liverpool-defensiv.

Men som Real Madrid har for vane at gøre i Champions League, slog den spanske storklub tilbage anført af brasseren Vinicius Junior, der reducerede til 2-1 med et følt spark.

Et kvarter seneret sparkede Liverpools målmand Alisson på klodset vis bolden ind på sin landsmand, Vinicius Junior, inden den lille runde fortsatte i en blød bue ind i hjemmeholdets mål til pausestillingen 2-2.

Anden halvleg var bare få minutter gammel, da Eder Militao udnyttede et passivt Liverpool-forsvar i forbindelse med en dødbold og bragte Real Madrid foran i opgøret på hovedstød.

Men målfesten var slet ikke slut endnu.

Klubkaptajn Karim Benzema ville selvfølgelig også lege med. Efter et par kombinationer sparkede franskmanden mod mål og takket være en afretning, kom også Benzema på måltavlen efter 55 minutters spil.

Midtvejs i anden halvleg var Real Madrid-anføreren nok engang på pletten, da han med en skudfinte gjorde keeper Alissons aften endnu værre, inden han med lethed drejede bolden op i det ene målhjørne til slutresultatet, 5-2.