Pogacar bekræfter første duel mod Vingegaard

Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar stiller begge til start i Paris-Nice, som bliver deres første møde i denne sæson.

Cykelfans verden over kan se frem til, at sidste års Tour de France-duellanter Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar mødes i Paris-Nice, der begynder 5. marts.

Det står klart, efter at Pogacar har meldt ud, at han har prioriteret at køre det franske etapeløb over Strade Bianche, som sloveneren ellers vandt sidste år.

– Det næste løb, jeg stiller til start i, er Paris-Nice. Hvis jeg skal gøre det godt dér, bliver jeg nødt til at komme et par dage før og træne til holdløbet på tredje etape, fortæller den dobbelte Tour de France-vinder i et interview med det belgiske medie Sporza.

Da det italienske endagsløb køres 4. marts, og da Paris-Nice skydes i gang dagen efter, har Pogacar valgt at sparre benene til etapeløbet.

– Det har været en svær beslutning at skulle melde afbud til Strade Bianche, siger han og tilføjer:

– Det lyder som en spændende udfordring at køre begge løb i samme sæson. Måske kan det lade sig gøre en anden god gang, lyder det.

Jonas Vingegaard måtte hurtigt af sted tirsdag.

Hans hold Jumbo-Visma fortalte, at danskerens hurtige tur skyldtes private årsager, men ville ikke komme det nærmere.

Dagene op til sæsondebuten har altså taget en drejning i forhold til det planlagte, men nu kommer Vingegaard tilbage på sporet.

»Jonas kommer tilbage i aften til holdets hotel som planlagt,« oplyser Jumbo-Vismas presseafdeling til B.T.