Inter flopper fælt mod bundhold

Spezia har kæmpet med resultaterne på det seneste, men fredag tog det italienske bundhold en stor skalp.

Spezia, der ikke havde vundet siden midten af januar, tog fredag en sejr på 2-1 over Inter.

Milano-holdet kæmpede til gengæld gevaldigt med at få bolden i mål. Faktisk var det først på et straffespark i 83. minut, at Inter fik scoret.

Romelu Lukaku sendte bolden i mål til 1-1, og Inter lugtede blod. Men kun et par minutter senere fik Spezia et straffespark i den anden ende.

Det omsatte M’Bala Nzola til en 2-1-føring til hjemmeholdet, som altså også fik kæmpet sejren i hus trods tungt pres fra Inter.

Tidligt i første halvleg brændte Lautaro Martinez fra 11-meterpletten, og cirka ti minutter inde i anden halvleg blev det så 1-0 til Spezia. Det skete efter en scoring af Daniel Maldini, der er søn af fodboldikonet Paolo Maldini, som i mange år agerede forsvarskrumtap for Inters lokalrival AC Milan.

Det var Spezias første sejr siden 15. januar.