37-årige Greg Van Avermaet indstiller sin cykelkarriere, når sæsonen er slut.
Det meddeler han i et opslag på Instagram.
Den belgiske cykelrytter har haft en særdeles flot karriere, der blandt andet har sikret ham OL-guld i landevejsløbet i 2016, en sejr i den måske mest mytiske forårsklassiker Paris-Roubaix i 2017 og to etapesejre i Tour de France.
»Desværre skal det her eventyr slutte. Det har været en svær beslutning, men når jeg ser tilbage på mine bedrifter, er jeg ekstremt stolt,« skriver han i sit opslag på Instagram.
– Jeg vil gerne takke alle de folk, der har troet på mig og hjulpet mig igennem min karriere. Jeg er ekstremt taknemmelig for alle de fans, som har støttet mig igennem mine sejre, men også i de svære perioder, siger Van Avermaet.
– Indtil slutningen af sæsonen kommer jeg til at give mig fulgt ud for AG2R, som jeg gerne vil takke.
Den 37-årige belgier kører i øjeblikket for AG2R, men har tidligere kørt for CCC, BMC og Lotto-holdet.