Vejle vinder topbrag

Vejle Boldklub er så godt som sikker på at vende tilbage til Superligaen efter blot én sæsons fravær.

Fredag aften vandt Vejle topbraget i 1. division med 1-0 ude over Hvidovre, og dermed mangler Vejle kun to point i de sidste fire kampe for at være sikker på oprykning.

Selv hvis Vejle ikke får flere point, er oprykningen hjemme, hvis Sønderjyske blot en enkelt gang sætter point til i sine sidste fem kampe.

I fredagens topkamp var duellerne intense, og flere tacklinger var lige på grænsen, og man var således ikke i tvivl om, at meget var på spil i opgøret.

Chancer var der til gengæld ikke så mange af på den knoldede bane. Et halvhjertet forsøg til hvert hold, kunne det blive til i den første halve time.

Det blev der lavet om på efter 38 minutter, da Vejles målmand, Nathan Trott, igangsatte et kontraangreb. Få sekunder senere sendte Arbnor Mucolli en aflevering på tværs i feltet, og ved bageste stolpe gled Kristian Kirkegaard bolden i nettet til 1-0.

Målet tvang Hvidovre længere frem efter pausen, og efter en lille time var det meget tæt på at skabe balance. I et gennemspillet angreb endte bolden hos angriberen Andreas Smed, der sendte bolden på stolpen.

I den anden ende var Vejle meget tæt på 2-0 få minutter senere. Den veloplagte Mucolli afdriblede Hvidovre-keeper Filip Djukic, men vinklen blev for spids, og Mucolli sendte bolden i sidenettet.

I kampens sidste del pressede Hvidovre for udligning, og det var meget tæt på efter 87 minutter, da Christian “Greko” Jakobsen headede bolden mod målhjørnet, men Trott reddede mesterligt. Tættere på udligning kom hjemmeholdet ikke.