FC Midtjylland slår lokalrivaler og sikrer europæisk billet

FC Midtjylland rettede fredag aften op på en skidt superligasæson.

I playoff-kampen på udebane mod lokalrivalerne fra Viborg FF sørgede Aral Simsir for en 1-0-sejr til FCM.

Det betyder, at holdet fra Herning i næste sæson skal spille kvalifikationskampe til den europæiske turnering Conference League.

Dermed fik Thomas Thomasbergs tropper rettet op på en mildest talt forfærdelig sæson i den hjemlige liga, hvor klubben med de store ambitioner missede en plads i Superligaens mesterskabsspil.

Dermed starter sommerferien forrygende for FC Midtjyllands førsteholdstrup, og det skal nu fejres.

Guldmedaljer er målsætningen for FC Midtjylland i næste sæson.

Sådan lyder udlægningen fra klubbens administrerende direktør, Claus Steinlein, efter at FCM fredag sluttede sæsonen af med at vinde playoffkampen om Europa over Viborg FF.

– Vi skal spille med om mesterskabet. Det er FC Midtjyllands målsætning, og det har ikke noget med den her sæson at gøre.

– Gabet er ikke så stort til FC København, som folk ude fra vil sige. Vi skal selvfølgelig putte på, men jeg synes, at Thomas Thomasberg og trænerteamet har stabiliseret holdet.

– Det kræver et rigtig godt transfervindue for os, og her skal vi have krydret holdet med to eller tre kvalitetsspillere, siger FCM-direktøren.