Esbjerg-oprykning hænger i en tynd tråd efter nederlag

Traditionsklubben Esbjerg fB er meget tæt på at have udspillet sin rolle i forhold til oprykning til 1. division.

Det står klart, efter at holdet søndag tabte 1-2 til en anden klub med store historiske meritter, nemlig Østerbro-klubben B93, på hjemmebane foran 7255 tilskuere.

Med det resultat har Kolding IF sikret sig den ene af de to oprykningspladser fra 2. division, mens B93 blot mangler et point for at tage den anden.

Esbjerg skabte i maj selv tvivl om klubbens overlevelse i sit årsregnskab, men senere på måneden blev der fundet en midlertidig løsning, da klubbens amerikanske ejere og lokale aktionærer lånte klubkassen otte millioner kroner.

Det er nok til at sikre driften af klubben i resten af 2023, mens man arbejder videre med en mere langsigtet plan.