Viktor Fischer stopper karrieren

Den tidligere landsholdsspiller Viktor Fischer indstiller sin aktive fodboldkarriere i en alder af blot 29 år.

Det skriver den belgiske klub Royal Antwerp på sin hjemmeside.

Fischer har været på kontrakt i klubben siden skiftet fra FC København i sommeren 2021. Senest har han dog været udlejet til svenske AIK Stockholm.

Både lejeaftalen og kontrakten mellem Fischer og Antwerp er dog ophævede, skriver klubben.

Her står der videre, at Viktor Fischer smider støvlerne på hylden som følge af en langvarig skade.

Så sent som 11. juni spillede Fischer sin seneste kamp. Det var et kort indhop for AIK. Han spillede sin seneste kamp fra start 7. maj mod Malmö FF.

De seneste måneder har uden tvivl ikke været sjove for den tidligere Superliga-spiller. I Sverige har han således både været ramt af skader og været ude i kulden, når han kroppen har tilladt fodbold.

Viktor Fischer nåede at optræde 35 gange for den belgiske fodboldklub med tre mål og otte oplæg til følge.

I løbet af sin aktive karriere nåede danskeren eksempelvis at repræsentere Ajax, FC København, Middlesbrough, Royal Antwerp og AIK.

Han har også 21 landskampe for Danmark på cv’et og var en del af truppen til VM i Rusland tilbage i 2018.