Bayern München sælger østrigsk landsholdsspiller til rival

Fodboldklubben FC Bayern München har solgt den 29-årige offensivspiller Marcel Sabitzer til rivalen Borussia Dortmund, hvor han har fået en fireårig kontrakt.

Begge klubber bekræfter mandag handlen på deres respektive hjemmesider.

– Marcel er en erfaren spiller, der i lang tid har spillet på internationalt topniveau, siger Dortmunds sportsdirektør, Sebastian Kehl, til klubbens hjemmeside.

– Han passer præcist til den profil, som vi har søgt efter. En central midtbanespiller, der vil forstærke os som felt-til-felt-spiller både defensivt og offensivt, siger han.

Marcel Sabitzer kom i sommeren 2021 til Bayern München fra RB Leipzig, som havde haft ham på kontrakt siden 2014, dog med et lejeophold hos RB Salzburg i hjemlandet i den periode.

Det store gennembrud i Bayern München-trøjen kom dog ikke, og derfor bliver han nu altså solgt til Dortmund, som i seneste sæson var meget tæt på at erobre mesterskabet i Tyskland.

I sidste spillerunde formåede Dortmund imidlertid ikke at vinde, og derfor løb Bayern München med titlen for 11. sæson i træk.