FC Midtjylland tilkæmpede sig onsdag en sejr på 2-0 over upåagtede Progres Niederkorn fra Luxembourg på MCH Arena i Herning i anden kvalifikationsrunde i Conference League.
Dermed står midtjyderne med rigtig fine kort på hånden, inden holdene mødes i returopgøret på torsdag i næste uge.
Første mål blev sat ind i første halvleg af rutinerede Henrik Dalsgaard, som akkurat fik prikket bolden over stregen.
Efter knap en times spil var midtjyderne på spil igen, da Sory Kaba stangede bolden i nettet til slutresultatet.
Alligevel havde FCM-cheftræneren en blandet følelse efter opgøret.
– Man er vel godt tilfreds, men alligevel havde man håbet på, at der kunne være blevet hakket et mål mere ind, så vi kunne komme derned med endnu større tryghed.
– 2-0 er et rigtig fint udgangspunkt, og arbejdet skal gøres færdigt i næste uge, siger Thomas Thomasberg.