Regionale fodboldchefer vil have Rubiales til at trække sig

De spanske myndigheder retter nu blikket mod Luis Rubiales, der er præsident for Det Spanske Fodboldforbund (RFEF).

Mandag har den offentlige anklagemyndighed i Spanien meddelt, at man har indledt en forundersøgelse af fodboldbossen for at klarlægge, om han har begået seksuelt overgreb.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og flere spanske medier med henvisning til en meddelelse fra den offentlige anklagemyndighed.

Luis Rubiales har været ramt af heftig kritik, siden han gav den spanske landsholdsspiller Jennifer Hermoso et kys på munden under sejrsceremonien efter kvindernes VM-finale.

Anklagemyndigheden er gået ind i sagen, efter at Jennifer Hermoso i offentlige udtalelser har erklæret, at kysset skete uden hendes samtykke.

Ifølge nyhedsbureauet EFE har Rubiales’ mor, Angeles Bejar, låst sig inde i en kirke i byen Motril på den spanske middelhavskyst, skriver den spanske avis Marca.

Her har hun erklæret sultestrejke, indtil der er fundet en løsning på det, hun kalder en “umenneskelig og blodig jagt på min søn, hvilket han ikke fortjener”, skriver Ritzau.