Søndag fik Rasmus Højlund debut for den engelske storklub Manchester United i kampen mod Arsenal på Emirates Stadium i London.
En debut der ikke går ubemærket hen af de britiske medier.
Lokalmediet Manchester Evening News giver nemlig Danmarks dyreste spiller den højeste karakter af alle spillere på holdet i deres dom over kampen mod Arsenal med et syvtal.
Højlund blev skiftet ind efter 67 minutters spil til fordel for franske Anthony Martial.
Ikke længe efter Højlund var blevet skiftet ind, var holdkammerat Casemiro henne og hive hårdt fat i trøjen på ham. Et klip, der efterfølgende er gået viralt.
Tirsdag i landsholdslejren sætter Rasmus Højlund ord på episoden.
– Jeg tror egentlig bare, at han var glad for, at jeg gav holdet en lidt anden dynamik, end du får fra Martial. Han er måske lidt mere teknisk stærk og søger ned i mellemrummet, hvor jeg godt kan lide at tage slåskampene.
– Han (Casemiro, red.) siger et eller andet på spansk.
– Han har heller ikke set mig spille, så han sagde også til mig efter kampen, at han var positivt overrasket.