Tabte 4-0: – Jeg er glad

Med det danske landshold er intet efterhånden sikkert, men torsdag aften levede Kasper Hjulmands hold op til sportens naturlove.

Med en sejr på 4-0 over San Marino er Danmark stadig to point efter Finland i EM-kvalifikationen, og netop Finland venter søndag i Helsinki.

Ekstra Bladet havde spurgt 6-7 San Marino-spillere for et interview efter kampen i Parken torsdag aften.

De ville meget gerne, men kunne ikke. I så fald skulle det i hvert fald være på italiensk.

Men så kom der en spiller med lidt engelske gloser i munden – tilføjet en skøn italiensk accent.

– Det er fantastisk for os at spille mod Danmark. Vi har været rundt i byen inden kampen. Atmosfæren på stadionet var vidunderlig, sagde Marcello Mularoni, der blev skiftet ind i opgøret for miniputterne, til Ekstra Bladet.

– For os var det en svær kamp, men vi giver altid alt, når vi spiller for vores land mod professionelle, som vi ikke er.

– Jeg er glad for resultatet. Vi kan formentlig gøre det bedre med bolden også mod landshold som Danmark.

Han fik som flere af sine holdkammerater også scoret sig en dansk trøje.

Og Kjær fik da også givet sin trøje væk.

»Der blev stille og roligt spurgt under kampen. Han spurgte på vegne af en, der havde oplevet et dødsfald i sin familie. Derfor fik han den.«

Også Jonas Wind synes, det var lidt af en oplevelse med de ydmyge modstandere, der ville have fotos og trøjer.